Nyheder

Fernisering 9. marts med Kirsten Winther

Foyer’en er nu klar til at invitere til næste fernisering, hvor man skal møde billedkunstner Kirsten Winther fra Solrød. Ferniseringen er den 9. marts kl 19.30 i Foyer’en i Taastrup Idrætscenter. Kirsten Winther udstiller hos i Taastrup Idrætscenter fra 9. marts til 18. april 2023. 

Kirsten Winther er den kunstner, der havde fernisering hos Kunstforeningen Foyer’en den 9. marts 2020, altså to dage før alt blev “lukket ned” som følge af Corona. Da vi således kun havde glæde af Kirstens udstilling i meget kort tid, har vi besluttet at lave en ny udstilling med hende. 

Kirsten vil på ferniseringen fortælle om sig selv og sin kunst, og man kan læse mere om hendes arbejde i udstillingsfolderen.

Elever fra Musikskolen leverer musikalsk underholdning i forbindelse med ferniseringen, og Kunstforeningen serverer som altid et glas vin og lidt snacks.  

Om sig selv siger Kirsten:

Jeg har malet hele mit liv. I mine unge dage gik jeg til akrylmaling hos Brunø i Køge Galleriet. Derefter malede jeg på porcelæn i nogle år. Jeg har malet mit helt eget Flora Danica stel.

En bank uddannelse, job i finanssektoren, familie, hus og alt det, der følger med, satte en stopper for mine kunstneriske udfoldelser i en række år. Først i forbindelse med en kræftsygdom for 30 år siden, indså jeg, hvor vigtigt det er, at vi hver især beskæftiger os med noget, som gør os glade. Så det fik mig til at genoptage mit maleri. Jeg maler abstrakte naturbilleder samt abstrakte akryl/olie billeder. Her på det sidste har jeg malet en del abstrakte havbilleder. Jeg har udstillet i en del kunstforeninger samt deltaget på mange udstillinger.

Den 9. marts 2020 havde jeg en velbesøgt fernisering på en udstilling i Kunstforeningen Foyer’en. Men da Corona ”lukkede alt ned” den 11. marts, var der ikke særlig mange, der nåede at se min udstilling. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg har fået tilbudt en ny udstilling.

Man kan se mere på Kirstens facebook profil her.

Måske er dette også noget for dig …